08 sep Q&A: Mød Projektlederen Sofie Holst Hansen fra Tempi
Foto: PR
Sofie er uddannet fra Copenhagen Business Academy. Hun er uddannet serviceøkonom og har en professionsbachelor i innovation og entrepreneurship.
I løbet af uddannelsen var hun ansat som studentermedhjælper ved Tempi og var desuden i tre måneders praktik ved dem. Efterfølgende blev hun ansat som projektleder ved Tempi og er det fortsat den dag i dag. Hun har tidligere referencer som: Huset-KBH
Hvorfor valgte du at blive projektleder?
– Helt grundlæggende: jeg elsker at skabe projekter og at være i kontrol med det, jeg laver. Det gør projektledelse utrolig attraktivt. Hvis jeg skal uddybe det, så har jeg nok altid haft en eventmager i maven – fra at planlægge klassefester i folkeskolen og koordinere sammenskudsgilder til julefrokosten på uddannelser. Jeg vidste nok ikke dengang, at det var projektleder, jeg skulle være, men når jeg ser tilbage, så virker det utrolig logisk, at det er her, jeg er endt. Fordi jeg netop som projektleder kan arbejde fra idé, udvikling, afvikling og evaluering – og jeg gør det, fordi jeg elsker at skabe oplevelser for mennesker. Jeg kan faktisk ikke lade være.
Hvad gjorde en stilling som projektleder hos Tempi attraktiv for dig?
– Nogle gange står stjernerne i formation, og alting falder i hak. Jeg var blevet ansat som studentermedhjælper hos Tempi et år før, jeg fik en fuldtidsstilling som projektleder, og jeg havde igennem en praktikperiode på 3 måneder fået en god fornemmelse af, hvad Tempi skal og kan som organisation. Som jeg stod der på nippet til at færdiggøre min uddannelse, var der pludselig en stilling til mig. Det er en chance, man ikke siger nej til. Men nu knap 3 år senere er det stadig attraktivt – fordi jeg hele tiden udvikler mig, skaber nye projekter med nye samarbejdspartnere, og jeg har mulighed for at praje mit arbejde i en retning, som fortsat kan motivere mig. Derudover er vi en landsdækkende organisation, som også har et ansvar for at lave internationale projekter, så der er mange rejser involveret. For mit vedkommende er det primært nationale projekter, men det er fedt at komme ud i landet – og samarbejde med musikere, spillesteder, festivaler, managere og alle de andre.
Hvad mener du er de vigtigste kvaliteter en projektleder kan besidde?
– Den vigtigste og klart sværeste kvalitet må være at kunne bede om hjælp, når man har brug for det. Det er måske en generel kvalitet, vi alle burde bruge mere i vores dagligdag. Men jeg ser klart dét som en sindssygt vigtig kompetence at have. Jeg øver mig stadig i det, men de fleste udfordringer er nemme at løse, når man lige kan ping-ponge med en kollega. Derudover er det vigtigt, at man kan holde mange bolde i luften – og selvfølgelig synes, det er sjovt at hoppe mellem de små og store opgaver. Man er lidt af en blæksprutte, når man er projektleder, så for mig har det været utrolig vigtigt at være organiseret og struktureret – hvilket heldigvis ligger naturligt til mig, da jeg er lidt af en kontrolfreak.
Beskriv en typisk arbejdsdag som projektleder hos Tempi?
– De fleste morgener starter på vores kontor på Onkel Dannys Plads i København. Men mine arbejdsdage er sjældent ens, men det er nok en sammensmeltning af mails, møder, telefonopkald, koordinering af praktiske opgaver og rejser rundt i landet. Dog bruger jeg ofte den første kop kaffe på at lave dagens to do-liste, som altid er mere ambitiøs, end hvad jeg når. Men så når man det dagen efter!
Hvilke projektstyringsværktøjer foretrækker du at bruge, og hvorfor – metoder, teorier, digitale værktøjer, andet?
– Alt, hvad jeg laver, er igennem Google Drive, og jeg elsker Sheets (Excel, for de typer). Det er genialt til alt fra budget og økonomistyring, men også Gantt Chart, SoMe-planer, gæstelister og alt derimellem. Jeg er meget visuel, og jeg kan bruge meget tid på at farvekode og bruger det ofte som et værktøj til at følge udviklingen i forskellige opgaver. Ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre uden Sheets. Særligt fordi det er delevenligt og kan arbejdes i af samtlige mennesker på en gang (særligt i en coronatid, hvor man sad hver for sig, var det genialt at kunne se, hvad der blev ændret fremfor at sende dokumenter frem og tilbage).
Har du nogle råd, som du vil give videre til andre der drømmer om en fremtid inden for projektledelse?
– Man må ikke være bange for at fejle, for det er dér, man virkelig lærer noget. Det er nemt at sige, men svært at følge – det er et råd, der er i mit baghoved hele tiden, men nogle dage bliver man også bare sur og træt af, at man lavede den fejl. Heldigvis går den følelse oftest ret hurtigt over igen – for man skal ikke tabe alle de andre bolde, som er i luften.
Ellers tror jeg bare, mine kloge ord skal være: kan du se dig selv i et job, som er utrolig omskifteligt – nogle gange på laveste blus, andre gange på højeste (og lidt højere end det). Selv hvis du planlægger, organiserer og koordinerer dig ud af de travleste perioder, vil du stadig have en masse nye opgaver. Mest af alt: HUSK at passe på din krop og sjæl – det er nemt at tage flere og nye opgaver på sig, når man er passioneret og engageret i sit job, men man skal også huske at holde fri. Trække vejret og lukke ned for mailen – for der er ingen, der dør af, du først svarer i morgen.
Siden dette interview er afholdt er Sofie blevet forfremmet til Konstitueret Souschef
Skrevet af: Emma Rosgaard